Mens regeringen advarer mod danskernes begejstring for deltid, så har det faglærte ægtepar svært ved at få fuldtidsarbejde til at gå op med hverdagen.
Dette er tredje afsnit af serien om arbejdernes liv. Hvis du ikke har læst første afsnit, kan du finde det her
Louise Østerlund og Victor Nesager Bjerre
En søndag eftermiddag i september træffer Cecilie Gerlach en beslutning, som hun nok burde have taget noget før. Hun sidder bag rattet i bilen på vej hjem fra arbejde. Hun kan godt mærke, at hun er træt. Faktisk smadret.
Mens hendes familie har holdt weekend, har hun lørdag og søndag været på arbejde som social- og sundhedshjælper i hjemmeplejen. Cecilie og kollegaerne har løbet stærkt. Som så ofte før, har der været for få faglærte på arbejde og mange ekstraopgaver, der skulle løses.
Men egentlig er hun mest smadret, fordi hun ikke sover ret meget om natten. Hendes datter Emilie på fire år er for nyligt blevet diagnosticeret med infantil autisme og har ingen døgnrytme. Derfor er Cecilie og datteren vågen de fleste nætter, og det har konsekvenser for den 28-årige sosu-hjælpers arbejdsliv.
“Jeg møder ind på arbejde og har ikke sovet. Jeg ligner virkelig noget, der er løgn,” siger hun. “Og jeg fokuserer så meget på arbejde, at jeg ikke magter noget, når jeg kommer hjem.”
Cecilie har længe kørt på reserverne, men de er ved at være brugt op. Alligevel har hun udskudt at tage den beslutning, som hun egentlig godt ved, hun må træffe. Det kan ikke fortsætte, som det gør nu.
“Da jeg kører hjem den søndag, kan jeg bare mærke, at nu er det nok,” siger hun. Cecilie ringer til to af sine gode kollegaer, der råder hende til at sygemelde sig. Det er ikke nemt for hende, for arbejdet er en stor del af den, hun er. Det har altid ligget til hende at passe på andre. Den dag i bilen, tænker Cecilie over, hvem hun egentlig skal passe på nu.
“Og lige i den situation, er det jo nok mest mig selv, jeg skal passe på.”
Arbejde, arbejde, arbejde. Et af de spørgsmål, der har domineret i politiske taler og i medierne det seneste år, handler om, hvor meget tid danskere skal arbejde. Om der er råd til, at nogle arbejder mindre, og hvor meget arbejde vi egentlig kan kræve af hinanden.
Som vi har fortalt i denne serie om arbejdernes liv, så fylder arbejderklassen i dag lidt i debatspalterne, og de er underrepræsenteret på Christiansborg. Det, selvom arbejdsvilkår betyder en del for de faglærte og ufaglærte, der ofte er dem med ufleksible arbejdstider, usikre ansættelse, og som risikerer at få dårlige knæ og hold i ryggen, når de går på arbejde.
I denne serie kan du møde nogle af dem og få et indblik i deres liv. I dette sidste afsnit om arbejderklassen i Norddjurs Kommune, ser vi nærmere på, hvordan debatten om deltid og fuldtid tager sig ud for en børnefamilie, hvor både mor og far er faglærte. For familien Gerlach i Norddjurs er det nemlig svært at få hverdagen som børnefamilie til at harmonere med fuldtidsbeskæftigelse.
Mørket er faldet på, da Mitch Gerlach svinger bilen ind foran sit hjem i Lyngby. En lille landsby udenfor Grenaa, hvor der ikke er så meget andet at komme efter end en legeplads og en sportshal. Hvis man vil gå en tur rundt i byen, så kommer man til at gå i ring.
Mitch åbner hoveddøren, og med sin dybe stemme melder han sin hjemkomst. Han åbner armene, da hans ældste datter, Ellen-Nora, løber imod ham og hopper op for at få et knus. Han er klædt i arbejdsbukser og en sweatshirt med logoet for det firma, hvor han arbejder.
Normalt er det første Mitch gør, når han kommer hjem fra arbejde, at tage et bad og skifte tøj.
”Han hader at have arbejdstøj på herhjemme,” griner hans kone, Cecilie. Her i huset er arbejdet helst noget, man lægger fra sig, inden man træder ind ad døren.
Det er godt ni timer siden, at Mitch startede arbejdsdagen som smed på en metalvirksomhed i Grenaa. Her møder han fast ind hver dag klokken 7 til 15.30. Om fredagen kan han og kollegaerne dog gå et par timer før på weekend.
Det har altid ligget i kortene, at 35-årige Mitch skulle uddannes indenfor et håndværk. Han kan godt lide at skabe noget med sine hænder, og det fylder ham stolthed, når tingene bliver lavet ordentligt. Men han oplever ofte, at folk ikke helt forstår, hvor omfattende hans arbejde egentlig er.
Engang spurgte Mitchs bror, om han ikke kunne fikse en havelåge, der var gået i stykket, for ham. Det kunne Mitch godt og anslog, at det nok ville tage 10 timer at ordne den. Der var broren nær faldet ned af stolen. Så lang tid kunne en simpel havelåge da ikke kræve. Men smedefaget tager bare lang tid, som Mitch siger. Det skal være præcist, og det skal også se ordentligt ud.
Som Mitch ser det, hersker der stadig et billede af håndværkere, som en faggruppe der er møgbeskidte, usoignerede og drikker ad helvede til. Og det er ifølge den faglærte smed både langt fra sandheden og et skadeligt billede. For det kan skræmme unge, der overvejer at blive faglærte, væk. Han kan som medarbejder og tillidsmand se, at der mangler faglærte kræfter i sit fag.
Arbejderklassen
I denne artikelserie definerer vi arbejderklassen som faglærte og ufaglærte, der har almindeligt lønmodtagerarbejder uden ledelsesansvar.
Med den definition, dækker arbejderklassen i dag over fire ud af ti danskere mellem 18 og 59 år. Det svarer til næsten en million danskere.
Norddjurs Kommune er en af kommuner, hvor der bor flest arbejdere. Over halvdelen af indbyggerne i kommunen er således en del af arbejderklassen.
Kilder: ‘Rige børn leger bedst’ og klassesamfund.dk
Det er et par måneder siden, Cecilie Gerlach sad i bilen og tog beslutningen om at sygemelde sig. Lige nu venter hun på at få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Hun sidder ved spisebordet, hvor Ellen-Nora på seks år og Esther på to år har fundet blyanter, tuscher og papir frem. Dagens iPad-kvote er opbrugt, så nu bliver energien lagt i den kreative udfoldelse.
Imens er Emilie på fire år vågnet. Hun har sovet det meste af eftermiddagen efter at have været et par timer i børnehave. Lidt søvndrukkent kravler hun op på skødet af sin mor. Cecilie forklarer, at hele familiens hverdag er blevet vendt på hovedet.
For et par måneder siden arbejdede Mitch Gerlach fuldtid og nogle gange mere. Der er travlt i industrivirksomheden, og den generelle mangel på arbejdskraft giver overarbejde til medarbejderne. Imens lød Cecilies arbejdstid på 32 timer om ugen ved hjemmeplejen i nabokommunen, med vagter i både hverdagen og weekenden.
Nu går Cecilie hjemme, og Mitch må i snit være væk fra arbejdet i fem til seks timer om ugen for at tage med til samtaler hos lægen, børnehaven eller kommunen. Samtidig med at den mellemste datter fik konstateret infantil autisme, fandt familien ud af, at den ældste datter er for tidligt på vej i puberteten. Det forsøger de nu at få stoppet, og det kræver en del besøg på sygehuset.
Selvom det går ud over arbejdet, har Mitch valgt at tage med til alle møder for at aflaste sin kone og være der for sine børn.
“Mit arbejde er vigtigt,” siger han. “Men jeg synes, at familien er vigtigere.”
Kampen for den rette work-life balance har været et langt og sejt træk for arbejderbevægelsen, der siden 1880’erne har kæmpet for en kortere arbejdsuge. Mødetiderne dengang ville nok få de fleste lønmodtagere i dag til at ryste gevaldigt på hovedet. Det var ikke unormalt, at fabriksarbejdere, smede og tømrer arbejdede 10 eller 12 timer om dagen. De mødte ind seks dage om ugen, nogle gange alle syv. Helligdagene var frie, men der var ikke noget, som hed ferie.
En otte-timers arbejdsdag blev et hovedkrav og en fast parole for arbejderbevægelsen i slutningen af det 19. århundrede. Slagordene 8 timers arbejde – 8 timers hvile – 8 timers frihed blafrede på arbejdernes hvide bannere, når de marcherede gennem byen på 1. maj. Kampen for lavere arbejdstid var ikke kun et spørgsmål om nedslidning og fair arbejdstider, fortæller historiker Lars Kjølhede Christensen. Det handlede også om at se arbejderen som et helt menneske, der skulle have et liv og et formål udenfor fabrikkens mure. Derfor måtte arbejdsdagen ikke vare mere end otte timer, så der både var tid til at realisere sig selv andre steder end på arbejdspladsen.
I årene efter 1. verdenskrig blev venstrefløjen i den danske arbejderbevægelse, de såkaldte syndikalister, så trætte af sløve forhandlinger, at de besluttede at tage skrappere midler i brug for at få en kortere arbejdsdag. Nogle begyndte at gå tidligere hjem om lørdagen, mens andre indstillede arbejdet efter otte timer. Budskabet trængte til sidst ind i forhandlingslokalerne. For godt 100 år siden på en forårsdag i 1919 blev lønmodtagere og arbejdsgivere enige om at indføre en otte-timers arbejdsdag.
Arbejderbevægelsens parole blev nu skiftet ud. Tid til mer – job til fler’ lød det i stedet under storkonflikten i 1985, hvor en halv million strejkende lønmodtagere krævede en arbejdsuge på 35 timer. Denne gang lykkedes det dog ikke for arbejderbevægelsen at overtale arbejdsgiverne. Men fem år senere blev en arbejdsuge på 37 timer i stedet vedtaget ved lov.
Her bor en smed med sit livs gnist. Sådan fortæller en indrammet plakat på væggen hos familien Gerlach. Ved siden af hænger et diplom fra Dansk Metal, familiebilleder og en anden citatplakat, der proklamerer, at The love of a family is life’s greatest blessing.
Cecilie Gerlach ser sin sygemelding som en investering i datteren Emilies fremtid. Mens hun nusser hende på ryggen, forklarer hun, at datteren på fire år, mentalt er som et barn på to år.
“Så vi har nogle ting, der skal indhentes. Både sprogmæssigt og motorisk,” siger hun.
Målet er, at Emilie bliver tryg ved at være i børnehave nogle flere timer om ugen. Det er egentlig meningen, at hun skal afsted tre dage om ugen, men det er ikke altid, hun kan det. I dag har hun været i børnehave i fire timer og sovet det meste af eftermiddagen, fordi hun ikke kunne kapere mere. Det betyder også, at det lige nu er uvist, hvornår Cecilie kan vende tilbage til sit job som sosu-hjælper. Familien er i en venteposition.
Det sværeste ved sygemeldingen er for Cecilie, at hun må undvære arbejdet. Hun har mistet en del af sin identitet.
“Mitch plejer at sige, at han kan mærke på mig, at jeg er mere glad, når jeg har været på arbejde, end hvis jeg har været herhjemme en hel dag. Og det er jo fordi, at jeg får noget modspil, og jeg kommer væk fra det herhjemme,” siger hun.
Cecilie betegner det som sit kald at arbejde med mennesker. Hun kan lide, når hun kan mærke, at hun gør en forskel. Som når hun bliver kaldt ud til demente eller ensomme borgere, der trænger til omsorg. Eller når hun skal være der for pårørende til en ældre, der er gået bort. Især en gruppe ældre damer på hendes faste rute, giver Cecilie arbejdsglæde.
“Dem savner jeg helt sindssygt,” siger hun.
De ældre damer er blevet en del af hendes arbejdsliv, og hun er en del af deres liv. De plejede at se hinanden hver dag, når en støttestrømpe skulle på foden, eller maden gøres klar. Nu har hun ikke set dem i halvanden måned, og det har hun det svært med.
Men der også ting ved jobbet, som Cecilie ikke savner under sin sygemelding. Det psykiske arbejdspres med en telefon, der kontant ringer med ekstraopgaver. Og den fysiske belastning på kroppen. To gange har Cecilie haft hold i ryggen. Begge gange, fordi hun sammen med en kollega skulle hjælpe en ældre borger, der var gledet ud af kørestolen, op igen. Hun viser også sin højre ringfinger frem, som krummer let til siden. En dement dame rev den engang af led. Hun bruger sin krop i på arbejdet hver eneste dag. Selvom arbejdet helst ikke skal fylde i hjemmet, så er der dele af det, man ikke kan undgå at tage med ind over dørkarmen.
”Hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral. Ja, så holder vores velfærdsmodel ikke.”
Budskabet var klart, da statsminister Mette Frederiksen i september i år holdt tale foran en fyldt sal til Socialdemokratiets landsmøde i hjemstavnen Aalborg. Danskerne kan ikke arbejde mindre.
“Glem det, venner” lød det tidligere på året fra statsministeren, da hun under en samtale med Børsens chefredaktør, Bjarne Corydon, adresserede dem, der mener, at der er råd til at flere går ned i tid. Fremtidens velfærdssamfund kan altså ikke løbe rundt, hvis danskerne begynder at arbejde mindre, lyder et af regeringernes argumenter.
Debatten om danskernes arbejdstid er de seneste måneder også blevet et spørgsmål om moral. Statsministerens partifælle, udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, kastede for alvor børnefamilierne ind i debatten, da han i et interview med Jyllands-Posten italesatte den udskamning, han synes, forældre på fuldtidsarbejde er udsat for. Man kan være stolt, hvis man er den sidste forælder, der henter sit barn i daginstitutionen, mener ministeren, der i sin bog Arbejdets Land advarer mod den begejstring for deltidsarbejde, han ser sprede sig i dele af den danske befolkning.
Blandt politiske modstandere er regeringen blevet mødt med kritik. Måske mest fremtræden er De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, der har anklaget regeringen for at gøre arbejdende danskere til skaffedyr for velfærdsstaten. Heller ikke i arbejderhjemmet i Norddjurs høster regeringens retorik om fuldtidsarbejde den store opbakning.
Mens Mitch Gerlach varmer rester af kødsovs fra i går og sætter vand over til spaghetti, tænker Cecilie Gerlach over, hvad det vil betyde for deres familie, hvis de begge skulle arbejde fuldtid.
For det første ser hun det slet ikke som en mulighed, at hun som sosu-hjælper kan holde til det. På hendes arbejdsplads i Syddjurs Kommune, er 85 procent af sosu-hjælperne ansat på deltid, viser tal fra Kommunernes Landsforening. Ifølge Cecilie arbejder de fleste af hendes kollegaer mellem 30-35 timer i ugen, fordi de ikke kan holde til mere. Både det fysiske og psykiske pres bliver for stort, hvis man skal arbejde fuldtid. Selvom der er hjælpemidler til rådighed, så står Cecilie og kollegaerne ofte med tunge løft, som når ældre borgere er gledet ud af sengen eller kørestolen.
“Der skal man så vælge, om man vil hjælpe den ældre op med det samme eller køre afsted for at hente et hjælpemiddel og lade borgeren ligge og vente,” siger hun.
Men hjemme i huset i Lyngby vil det også blive svært at få hverdagen til at hænge sammen, hvis både Cecilie og Mitch skulle arbejde fuldtid.
“Hvornår havde jeg så tid til min familie?” spørger Cecilie. Hun ser et scenarie for sig, hvor hendes børn får meget lange dage i institution. Det vil hun ikke byde dem. Hun påpeger, at opgaven i deres familie nok er særlig stor, fordi Emilie har særlige behov og kræver ekstra støtte fra forældrene.
Den opgave bliver ikke nemmere af, at hverken Cecilie eller Mitch har jobs med fleksible arbejdstider eller hjemmearbejdsdage. Hver eneste arbejdsdag kræver, at de møder op på arbejdspladsen. Derfor ville det ifølge Cecilie betyde, at den ene skulle have dagvagter, mens den anden skulle arbejde om aftenen.
“Og så ville vi jo aldrig se hinanden,” siger hun.
Selvom Cecilie Gerlach ikke lige kan forestille sig et fremtidigt arbejdsliv på fuldtid, så er der faktisk nogen, som arbejder for at få ansatte som hende til at gå op i tid.
Nina Menoka Banerjee er projektleder i fagforeningen FOA, hvis medlemmer blandt andet tæller sosu-medarbejdere, rengøringsassistenter, sygeplejersker og pædagogmedhjælpere. Hun besøger medlemmernes arbejdspladser for at sætte gang i samtalen, om hvad der kan få medarbejdere til at gå op i tid. Projektet er et samarbejde mellem Kommunernes Landsforening og Forhandlingsfællesskabet, der er en sammenslutning af fagforeninger med offentligt ansatte som medlemmer.
Det er især bekymringer om nedslidning, og om hvorvidt en højere arbejdstid kan gå op med privatlivet, der afholder deltidsansatte fra at gå op i tid, fortæller Nina Menoka Banerjee. Hun kan godt genkende de problemstillinger, som Cecilie beskriver, fra andre sosu-medarbejdere, hun har talt med.
En løsning, der har vist sig succesfuld for at få medarbejdere til at gå op i tid, er, at de selv kan være med til at bestemme, hvor de ekstra arbejdstimer bliver placeret. På den måde kan det tilpasses til den enkeltes familieliv og fritid.
Faktisk overrasker det mange af dem, Nina Menoka Banerjee taler med, at det er muligt at gå op i tid. Der er nemlig mange, som er ansat på deltidsstillinger.
“Der er især mange, som arbejder deltid indenfor rengøring og sundheds- og ældreområdet,” siger hun. Tal fra KL og Forhandlingsfællesskabet viser, at det er under hver femte offentligt ansatte i de brancher, som arbejder fuldtid. Det er svært at pege på en præcis årsag til de mange deltidsansættelser. Det kan skyldes et ønske fra medarbejderne. Men Nina Menoka Banerjee peger på, at der også er en tendens til, at stillinger på social- og sundhedsområdet i høj grad bliver udbudt på deltid.
Sidst FOA opgjorde præcis hvor mange, var i 2018. Her var syv ud af ti jobopslag for sosu-medarbejdere deltidsstillinger.
“Jeg tænker nogle gange, at det udgangspunkt, vi har i debatten, er lidt skævt i forhold til virkeligheden. For det handler ikke altid om et ønske om at arbejde deltid. Det handler om, at de stillinger, som bliver udbudt, er på deltid,” siger Nina Menoka Banerjee.
I Lyngby har forældrene kapituleret og givet datteren Ellen-Nora lov til at tænde for iPad’en, selvom dagens kvote egentlig var opbrugt. Det giver ro til at få dækket bord, mens pastaen koger færdig. Familiens situation har fået sat tingene i perspektiv. Det er blevet tydeligere for dem, at arbejdet ikke betyder alt. Især Mitch kan have svært ved at slippe sin loyalitet overfor arbejdspladsen, hvor han både er uddannet og har arbejdet de i flere år. Det forstår Cecilie godt.
“Jeg synes, det var rigtig svært at skulle give afkald på mit arbejde og min karriere. Så jeg kan godt forstå ham. Men der er bare ting, der er vigtigere,” siger hun.
Efter aftensmad står den på et afsnit af Jul i Valhal, inden parrets tre piger bliver puttet. Mitch Gerlach kan se frem til endnu en arbejdsdag i morgen, mens Cecilie Gerlach gruer for, om hun skal være vågen om natten med Emilie.