Arbejdsliv bliver debatteret her, der og alle vegne. Men en særlig gruppe danskere fylder ikke meget i avisernes debatspalter. Kom med på besøg hos de danske arbejdere.
Louise Østerlund og Victor Nesager Bjerre
Kim Jensens vækkeur ringer klokken kvart i fem om morgenen. Det er stadig bælgmørkt, da han en time senere møder ind på sit arbejde på en emballagefabrik i Grenaa. Iklædt en grøn sweater med firmaets logo, grå bukser og et par sorte sikkerhedssko sender han den kollega, der har haft nattevagten, hjem på weekend. Computeren på kontoret er allerede tændt, for den har kørt hele natten. Så Kim kan sætte sig til rette ved hæve-sænke-bordet. Han placerer sin højre hånd på en grå computermus.
Det lille kontor i gule mursten er placeret centralt på fabrikken. Fra sin kontorstol kan 46-årige Kim holde overblik over hele lageret. På computerskærmen har han et kort over fabrikken. Små virtuelle klodser i forskellige farver repræsenterer elementerne på lageret. Kims fingre danser hen over tastaturet. Udenfor kontoret sender blå rullebånd stabler af emballage rundt på fabrikken, i hvad der for den uindviede virker som et ustruktureret kaos. Men for Kims trænede øjne er der et klart mønster på skærmen, og hvis noget ender det forkerte sted, spotter han det straks.
Arbejde, arbejde, arbejde. En af de mest sejlivede politiske diskussioner for tiden handler om, hvordan vi skal indrette vores arbejdsliv. Om hvor mange timer vi skal arbejde, og hvor meget arbejdet skal fylde i vores liv.
Men der er en gruppe danskere, som ikke fylder meget i debatspalterne eller blandt politikerne. Det er dem, der ofte har de ufleksible arbejdstider, usikre ansættelse, og som risikerer at få dårlige knæ og hold i ryggen, når de går på arbejde. Nemlig de danske arbejdere.
En gang demonstrerede arbejderne på Christiansborg Slotsplads, når de var utilfredse med politikerne. Men i dag bor de fleste danskere, som er en del af arbejderklassen, langt fra magtens centrum. En del af dem bor på Jyllands næse i Norddjurs Kommune. Det er et af de områder i Danmark med den højeste andel af faglærte og ufaglærte arbejdere.
I denne serie, som vi har kaldt Arbejdernes liv, skal du møde nogle af arbejderne i Norddjurs og få et indblik i deres arbejdsliv, familieliv og hverdag. Vi starter hos en mand, der kalder sig selv den lykkelige ufaglærte arbejder.
En fejl har meldt sig på computerskærmen foran Kim Jensen. Han er hurtigt oppe af kontorstolen, og et øjeblik efter smækker døren ud til lageret. En stak pap på en meters højde er endt på den forkerte plads. Kim retter fejlen og er kort efter tilbage foran computeren.
Gaffeltrucks, træpaller og pap har været en del af Kims hverdag i mange år. Da han gik i folkeskole, svor han ellers, at han aldrig skulle arbejde på en fabrik. Efter et efterskoleophold startede han på smedeuddannelse på teknisk skole i Grenaa. Men her fandt han hurtigt ud af, at han i hvert fald ikke skulle være smed.
I stedet fik han et midlertidigt arbejde som ufaglært på emballagefabrikken, så han kunne tjene nogle penge. Han blev glad for hverdagen i fabrikshallen, men en dag udløb den midlertidige ansættelse. Heldigvis havde han gjort så godt et indtryk, at han fik et opkald fra fabrikken, da der igen manglede arbejdskraft. En dag blev den midlertidige ansættelse vekslet til en fastansættelse. Siden er årene gået, Kim har været forbi flere funktioner på fabrikken, og arbejdsglæden er stadig intakt.
“Jeg er glad hver dag, når jeg møder ind, uanset hvornår på døgnet det er,” siger han.
Noget af det, Kim sætter pris på ved jobbet, er, at han og kollegerne kan holde helt fri, når de har fri. Han ved, at når hans vagt slutter, er der en anden der overtager de problemer, han måtte efterlade.
“Det er så fedt, at jeg godt kan brænde for mit arbejde og samtidig sige, at når jeg har fri, så tænker jeg ikke mere på det. Det er ikke alle, der kan det på arbejdsmarkedet i dag,” siger han.
Kims arbejdsskema skifter hver uge. En uge møder han ind om morgenen, ugen efter har han natarbejde, mens den sidste uge står på aftenarbejde. Så gentager mønsteret sig. Kim bor med sin familie i Grenaa, så han har ikke langt til arbejdet på fabrikken. Men det kan være en udfordring at få familielivet til at hænge sammen med de skiftende arbejdstider.
“Min kone er jo i princippet ene-mor hver tredje uge. Der skal hun sørge for både at lave mad og hente ungerne selv,” siger Kim.
Arbejderklassen
I denne artikelserie definerer vi arbejderklassen som faglærte og ufaglærte, der har almindeligt lønmodtagerarbejder uden ledelsesansvar.
Med den definition, dækker arbejderklassen i dag over fire ud af ti danskere mellem 18 og 59 år. Det svarer til næsten en million danskere.
Norddjurs Kommune er en af kommuner, hvor der bor flest arbejdere. Over halvdelen af indbyggerne i kommunen er således en del af arbejderklassen.
Kilder: ‘Rige børn leger bedst’ og klassesamfund.dk
Udtrykket arbejderklasse dukker fra tid til anden op, og hvis du har lidt svært ved at sætte ord på, hvad det dækker over, er det ikke så mærkeligt. Arbejderklassen er nemlig blevet benyttet med forskellige fortegn igennem historien og af meningsdannere lige fra Karl Marx til Alex Vanopslagh. I en socioøkonomisk forståelse kan det dække over alle, der modtager en løn for at gå på arbejde. Ordet har også været i en politisk brug dækket over arbejdere på byggepladsen, skibsværftet eller i industrien. Og så er ordet også blevet brugt flittigt at den danske arbejderbevægelse.
Alt efter hvordan begrebet defineres, vokser og skrumper gruppen af danskere, der kan kaldes for en del af arbejderklassen.
Forfatter og journalist Lars Olsen har brugt en stor del af sit arbejdsliv på at undersøge sociale skel i det danske samfund. Han har arbejdet for FOA, og når han udtaler sig om klassesamfundet, spidser Socialdemokratiet øre. Han har tidligere leveret inputs på partiets sommergruppemøde, men han understreger, at han er ikke medlem af partiet.
Lars Olsen ser arbejderklassen i dag som en mangfoldig gruppe.
“Det kan være fabriksarbejdere, og det kan være sosu-assistenten. Det kan være håndværkere, murere og tømrere,” siger han.
Lars Olsen er hovedforfatter til bogen Rige børn leger bedst fra 2021, der undersøger det danske klassesamfund i dag. Her definerer han og de øvrige forfattere arbejderklassen som faglærte og ufaglærte, der har et almindeligt lønmodtagerarbejde uden ledelsesansvar.
Den definition må du gerne bide mærke i. I denne artikelserie læner vi os nemlig op ad forfatternes måde at betegne arbejderklassen på. Med den definition dækker arbejderklassen i dag over fire ud af ti danskere mellem 18 og 59 år. Det er næsten en million danskere.
Lars Olsen peger på, at arbejderklassen i dag er en mangfoldig gruppe med store interne forskelle. Den rummer både den ufaglærte rengøringsassistent, der kan opleve usikre ansættelser, og den vellønnede, faglærte smed. Alligevel er det værd at se på arbejderklassen som en samlet klasse.
“For en del meningsdannere er arbejderklassen nærmest forsvundet, men faglærte og ufaglærte lønmodtagere er stadig afgørende for at få samfundet til at fungere”, skriver forfatterne i Rige børn leger bedst.
Der er højt til loftet i den store fabrikshal i Grenaa, hvor Kim Jensen med hurtige skridt går forbi rullebåndene. I den ene ende af hallen er en næsten 150 meter lang maskine placeret. Den omdanner tynde papirruller til bølgepap, som så bliver farvet og foldet til emballage.
Når Kim går igennem fabrikken, hilser han på alle, som han kommer forbi. Han er både arbejdsmiljørepræsentant og tillidsmand for kollegerne på fabrikken. For Kim er kollegerne det vigtigste ved jobbet. De kan både hygge sammen på nattevagterne når de henter friske rundstykker ved bageren, og de kan fortælle hinanden om livets glæder og sorger.
“Jeg har jo været sammen med mine kolleger betydeligt flere timer, end jeg har med mine børn,” siger han.
Arbejdet på fabrikken foregår i dag på en helt anden måde, end da han havde sin første vagt i hallen. Mange ting bliver styret over computeren, og mindre arbejde sker ved håndkraft. En gang blev emballagen flyttet med en gaffeltruck, i dag bliver det transporteret på blå rullebånd.
Den teknologiske udvikling kan godt bekymre Kim. Det er gået hurtigt i hans tid på fabrikken, og kunstig intelligens er også kommet ind i billedet. Mange funktioner er blevet automatiserede, og Kim regner også selv med, at en robot en dag vil overtage hans job. Han ved altså ikke, hvor længe arbejdsliv bliver ved med at se ud, som det gør i dag.
“Man kan sige, at om seks måneder kan mit job være overflødigt,” siger han. Det computersystem, han i dag overvåger, skulle egentligt være selvstyrende. Det bliver det nok en dag, og så er der ikke længere brug for Kim i kontoret.
Han håber, at han vil blive tilbudt en anden stilling på fabrikken, hvis det sker. Men han kan ikke vide sig sikker. Hvis firmaet mister kunder, kan det få betydning for hans job, og hverken verdensøkonomien eller ledelsen har Kim magten over.
“Selvfølgelig skal jeg stå op hver morgen og komme til tiden, og selvfølgelig skal jeg passe mit arbejde. Selvfølgelig skal jeg gøre alt, hvad jeg kan for at gøre det godt. Men det er jo ikke nødvendigvis nok,” siger han.
Hvis Kim bliver arbejdsløs på et tidspunkt, kan han godt være bekymret for, hvilken situation han vil stå tilbage i som ufaglært, når han kun har arbejdet på et sted.
“I det øjeblik jeg står med en fyreseddel, så ved jeg godt, at det er et problem, at jeg ikke har gjort andet. Jeg har jo dygtiggjort mig inden for så lille en niche,” siger han.
For at gøre noget er Kim blevet uddannet hjælperøgdykker. Han frygter, at fabrikken ikke vil blive genopbygget i Grenaa, hvis den en dag brænder ned. Han tror, at den i stedet bliver rejst et sted, der ligger tættere på motorvejen. Derfor vil han gerne hjælpe, hvis der skulle gå ild i noget på fabrikken. På den måde kan han være med til at sikre, at fabrikken bliver på Djursland.
“Så har jeg i det mindste gjort et eller andet,“ siger han.
At sælge sin arbejdskraft til en arbejdsgiver er ikke et nyt fænomen. I Danmark opstod der for første gang en egentlig arbejderklasse i anden halvdel af 1800-tallet. En begyndende industrialisering betød, at mange flyttede fra landet til byen. De søgte især mod København, der i disse år var hjemsted for langt størstedelen af industrien, og fandt arbejde på byens fabrikker. Det var også i denne periode, at man begyndte at tale om arbejderne som en samlet gruppe.
“Tidligere talte man meget specifikt om faggrupper. Man identificerer sig som håndværker eller som tjenestekarl,” fortæller Lars Kjølhede Christensen, der er historiker og har forsket i arbejderhistorie. Han fortæller at det var nogle ret skrappe regler, som fabriksarbejdere og håndværkere dengang arbejdede under.
“Oftest var man underlagt nogle relativt drakoniske arbejdsreglement. Det var sådan noget, som at du ikke må sidde ned på arbejdet, at du ikke må tale med dine sidekammerater og kun må gå på toilettet i pauserne,” siger han.
De danske arbejderes vilkår har heldigvis ændret sig siden da. I dag er det andre ting, der fylder for faglærte og ufaglærte. Et element, der adskiller akademikerens og funktionærens arbejdsdag fra arbejderens, er det fysisk krævende arbejde. Murere, malere og tømrere topper listen over jobs med høje fysiske krav. I den anden ende finder man jurister og revisorer. Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Det kan både give en frygt for at blive nedslidt og en bekymring for ikke at kunne passe sit arbejde, hvis man en dag skulle være ude for en ulykke. Da 3F tidligere i år undersøgte det psykiske arbejdsmiljø blandt sine medlemmer, svarede hver tredje af de adspurgte, at de er bekymret for at blive arbejdsløse. Det er markant højere, end det generelle tal for danske lønmodtagere.
Lars Olsen har brugt en stor del af sit arbejdsliv på at tale med arbejdere rundt omkring i landet. Her møder han mange bekymringer, som især knytter sig til den stigende pensionsalder. Han hører ofte fra faglærte og ufaglærte, at de ikke regner med at kunne arbejde lige så længe, som dem der sidder på et kontor hele dagen.
Morgen er efterhånden blevet til formiddag på fabrikken i Grenaa. Kim Jensen har været på benene nogle gange, mens del af tiden er blevet tilbragt under lysstofrørene på kontoret. Kim skyder på at han går mellem 8.000 og 12.000 skridt i løbet af en vagt.
Kim har gjort sig tanker om, hvilke råd han vil give til sine børn, når de skal vælge vej i livet. Selvom han er glad for sit arbejde på fabrikken, ser han gerne, at de tager en uddannelse.
“Jeg håber selvfølgelig, at mine børn får en uddannelse, men først og fremmest så skal de være glade for det, de laver,” siger han.
Selvom Kim er bekymret for den teknologiske udvikling, tror han ikke at den når at skubbe ham helt ud af fabrikken inden pensionsalderen. Men han forventer, at der bliver færre ufaglærte jobs i fremtiden.
Han har en søn, som om få år skal tage stilling til, hvad han vil med sin fremtid. Kim håber, at sønnen går en vej, hvor fremtiden er mindre usikker. Faktisk frygter han lidt, at sønnen skal blive betaget af udsigten til at arbejde i stedet for at uddanne sig, ligesom Kim i sin tid blev.
“Jeg håber jo at han får et job, som han bliver lige så glad for, som jeg er for mit. Men det kan ikke være her,” siger Kim.
Det er fredag, så allerede ved middagstid slutter Kims vagt. Han sender stafetten videre til den næste medarbejder, som overtager pladsen i kontorstolen. Bagefter tilbagelægger han den korte biltur hjem til familien for at holde weekend. På mandag banker en ny uge på med natarbejde og en mødetid, der hedder klokken 22.
Vi forlader Kim på parkeringspladsen i industrikvarteret udenfor Grenaa og kører tre minutter ned ad hovedgaden i Grenaa. I et nedlagt VVS-værksted besøger vi den 69-årige smed Karl Peter Rosenvinge, der føler sig glemt af medierne og politikerne.
..