Smeden fra Grenaa ved godt, at han ikke er en del af samfundets top. Men han er træt af at blive glemt af omverdenen 

Engang marcherede arbejderne fra de københavnske fabrikker til Christiansborg Slotsplads, når de ville vise deres utilfredshed. I dag bor de fleste arbejdere langt fra magtens tinder. I Norddjurs er en akutlægebil blevet et symbol på usynlighed. 

Dette er andet afsnit af serien Arbejdernes liv. Hvis du ikke har læst første afsnit, kan du finde det her

Louise Østerlund og Victor Nesager Bjerre 

“Når I ser en stor Kenworth-lastbil, så er I det rette sted.” 

Karl Peter Rosenvinges vejvisning synes en anelse tvivlsom, men viser sig at være god nok. I en baggård står en gammel lastbil af det amerikanske mærke Kenworth. Lastbilen er på islandske plader, og ved siden af holder en gammel trailer på svenske plader. Ikke lige det man forestiller sig, når man kører igennem den lidt anonyme gade i Grenaa.  

Lastbilen og traileren er blevet en hovedpine for 69-årige Karl Peter og hans nabo, som ejer sættet. De ville egentlig bruge det til at transportere deres fælles passion, Harley-Davidson motorcykler, rundt i landet til klubmøder. Men det har vist sig at være mere bøvlet end som så at få indregistreret begge dele på danske plader. Så nu står lastbilen parkeret foran Karl Peter Rosenvinges værksted.  

Det er fem år siden, at Karl Peter og naboen fik fælles værksted på adressen, der tidligere har huset en VVS-virksomhed. I det småkolde værksted er han i øjeblikket ved at ordne nogle hestesko, og en kammerat har været forbi med en bådmotor, som han gerne vil have Karl Peter til at kigge på. Det passer ham fint. Når han ikke er på arbejde som smed, går det meste af tiden med at banke, hamre og smede lidt i værkstedet.  

Arbejde, arbejde, arbejde. Arbejdsliv er et af de emner, der flittigst bliver diskuteret i Danmark. Men der er en gruppe af danskere, som sjældent er med, når debatten ruller.  

For mange år siden opstod arbejderklassen på storbyernes fabrikker. I dag bor de fleste danske arbejdere i provinsen. De danske arbejdere er dem, der ofte har ufleksible arbejdstider, usikre ansættelser og som risikerer at få dårlige knæ og hold i ryggen, når de går på arbejde.  

Selvom de måske fylder mindre, så er de her stadig. Og en del af dem bor i Norddjurs Kommune, der er en af de kommuner med flest indbyggere i arbejderklassen. Det er dem, vi besøger i denne serie, Arbejdernes liv, for at give et indblik i deres arbejdsliv, hverdag og familieliv.  

I dette afsnit skal du møde den 69-årige arbejdshest Karl Peter Rosenvinge. Han elsker sit job, men er blevet efterladt med en følelse af, at samfundets spidser har glemt manden på gulvet. Og den opfattelse er han ikke ene om i Norddjurs. 

To krykker står parkeret i et hjørne i Karl Peter Rosenvinges værksted. For et par uger siden fik han en ny hofte, men der gik ikke lang tid, før han begyndte at bevæge sig rundt uden krykkerne. Hans gang er dog stadig præget af operationen, som også er skyld i, at han ikke er på arbejde for tiden.  

Det er en situation, der ikke huer Karl Peter. Han har svært ved at undvære arbejdet i for lang tid ad gangen. Arbejdet er nemlig en stor del af hans identitet.  

“Det er mit liv. Det er det, der giver mig et formål,” siger han.  

Det var lidt ad omveje, at han endte som smed. Egentlig uddannede han sig til lastvognsmekaniker. Men i 1970’erne, hvor han blev udlært, væltede han sig ikke ligefrem i jobmuligheder.  

“Dengang var vi fattige. Det virker utroligt i dag, men det var vi. Så jeg skulle bare have et arbejde,” konstaterer Karl Peter tørt, da han bliver spurgt til, hvor bevidst et valg hans karriere har været.  

Arbejde har Karl Peter altid haft. Da han gik ud af folkeskolen som 14-årig, blev han ansat som fejedreng. Siden har han lavet lidt af hvert. Han har repareret landbrugsmaskiner i Frankrig, været med til at bygge et mejeri i Chile og kørt med flygtningehjælp i Bosnien.  

Nu arbejder Karl Peter som faglært smed, ofte på byggepladser i udlandet, hvor han reparerer boremaskiner. Han møder gerne en time for tidligt, fordi han glæder sig til at komme på arbejde. Han sætter en stolthed i, at lortet fungerer, som han siger. Og han elsker, når han kan knække koden til et problem, som andre ikke har kunnet løse. 

Da Karl Peter var 15 år gammel, sagde hans far til ham, at han var den dummeste mand, som faren nogensinde havde mødt. Et ønske om at modbevise faren er blevet en drivkraft i Karl Peters arbejdsliv.  

“Jeg er ikke verdens klogeste mand. Det ved jeg godt,” siger han.   

“Men jeg er ikke så dum, som han gjorde mig til.”  

Derfor tæller han også dagene, til han kan vende tilbage til sit arbejde. Han har to gange tidligere forsøgt at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, men det er ikke rigtigt lykkedes for ham. Begge gange har han kedet sig derhjemme og er endt med at vende tilbage til sit arbejde efter få måneder.  

“Hvis man holder af det, man går og laver, så skal man fandme blive ved. Det er min helt klare overbevisning,” siger han. 

Karl Peter lægger ikke skjul på, at det er for sin egen skyld, at han stadig arbejder. For selvom det ikke ligger fjernt for ham at rejse ud i verden, så kan han godt føle, at verden har glemt ham og andre som ham. Især politikerne, synes han ikke, har meget forståelse for hans liv her i Grenaa. 

“Jeg bor i Udkantsdanmark. Og her synes jeg, at mange bliver ladt i stikken,” siger han.  

Arbejderklassen

I denne artikelserie definerer vi arbejderklassen som faglærte og ufaglærte, der har almindeligt lønmodtagerarbejder uden ledelsesansvar. 
 
Med den definition, dækker arbejderklassen i dag over fire ud af ti danskere mellem 18 og 59 år. Det svarer til næsten en million danskere. 
   
Norddjurs Kommune er en af kommuner, hvor der bor flest arbejdere. Over halvdelen af indbyggerne i kommunen er således en del af arbejderklassen.   
 
Kilder: ‘Rige børn leger bedst’ og klassesamfund.dk   

Der er sket et stort skred, i hvor de danske arbejdere er bosat, over de seneste årtier. Det bliver dokumenteret i bogen Rige børn leger bedst fra 2021, hvor udviklingen bliver illustreret med to Danmarkskort. Et fra 1987 og et fra 2019. Med røde pletter er det på kortene vist, hvilke sogne i Danmark, der huser flest indbyggere i arbejderklassen. Når man bladrer mellem de to kort, bliver det tydeligt, hvordan store dele af arbejderklassen har flyttet bopæl. De røde pletter er groft sagt blevet færre i storbyerne og flere i landkommunerne.  

Lars Olsen, der er hovedforfatter til bogen, og som har brugt en stor del af sit arbejdsliv på at undersøge det danske klassesamfund, noterer sig, at der i dag er få arbejdere tilbage i de gamle arbejderhøjborge i København.  

“I dag er København i meget høj grad domineret af borgere i den højere middelklasse og af studerende. Til gengæld er arbejderklassen presset ud på Syd- og Vestsjælland. Og noget lignende er faktisk sket i Aarhus, hvor arbejderne er presset ud på Djursland og især til Norddjurs,” siger han. 

En del af udviklingen kan tilskrives, at der i 1980’erne skete en markant afindustrialisering i flere af de større danske byer. Mange industriarbejdere rykkede til mindre byer, og store virksomheder som Grundfos og Danfoss blev etableret i Jylland. Omvendt blev funktionærer og embedsmænd i højere grad dominerende i storbyerne.  

Den udvikling betyder ifølge Lars Olsen at arbejdere ikke på samme måde er en del af gadebilledet i storbyerne i dag. Du ser dem ikke på gaden, eller når du handler i supermarkedet. Du møder dem heller ikke til forældremøde eller i din lokale idrætsforening.  

I 1980’erne, fortæller Lars Olsen, var folk i arbejdstøj en del af bybilledet i København. Hvis politikerne på Christiansborg blev i tvivl om, hvorvidt arbejderne var utilfredse med deres politik, kunne de bare stikke hovedet ud ad vinduet.  

“Så kunne de se, at hvis der stod 10.000 arbejdere, så var det kun de sædvanlige venstreorienterede, der demonstrerede. Men hvis der stod 100.000, så skulle de til at passe på, for så var det også den socialdemokratiske del af befolkningen,” siger han.  

Også inden for Borgens mure er faglærte og ufaglærte i dag et sjældnere syn. Efter folketingsvalget i november 2022 havde 17 procent af folketingspolitikerne en baggrund som faglært eller ufaglært, mod 61 procent af befolkningen. Det viser en kortlægning fra tænketanken CEVEA.  

I mellemtiden er de bedst uddannede overrepræsenteret i Folketinget, konstaterer tænketanken. 49 procent af folketingets medlemmer har en lang videregående uddannelse mod 13 procent af den danske befolkning.  

Der er kommet færre arbejdere blandt de folkevalgte. Både når man sammenligner med de forrige valg, og når man tager de historiske briller på. Ved folketingsvalget i 1977, var 44 procent af de folkevalgte enten faglærte eller ufaglærte. Det viser en undersøgelse, som Altinget står bag.  

Forfatter Lars Olsen er bekymret for den udvikling, han ser. Det er nemlig ikke uvæsentligt, at arbejderklassen i dag bor længere væk fra storbyerne. For det er især i København og Aarhus, at samfundets vigtigste institutioner er placeret. Det er der de fleste landsdækkende medier, universiteter og embedsværket holder til.  

“Det betyder, at arbejderklassen, deres liv og problemer er forsvundet fra medierne. De er i høj grad også forsvundet ud af meget forskning, og i lange perioder har de også været glemt af politikerne,” siger Lars Olsen. 

Her kan du finde sognekortet og se fordelingen mellem elite, middelklasse og arbejderklasse i dit sogn.

Karl Peter Rosenvinge finder en blå post-it og en kuglepen frem fra en stak papirer. På sedlen tegner han en lille pyramide, som han inddeler i tre lag. Pyramiden skal illustrere opdelingen på en arbejdsplads, som dem han selv har arbejdet på.   

“Der sidder nogen i toppen, som skal tjene nogle penge,” siger han, mens han peger på pyramidens spids. Under cheferne ser Karl Peter et lag af mellemledere, der skal sørge for at pengene bliver tjent til dem i toppen. Og nederst i pyramiden finder man dem, som skal udføre arbejdet, så der kan blive tjent nogle penge.  

Karl Peters pegefinger bliver liggende på pyramidens nederste lag. Det er her, han vil placere sig selv. Det har han det fint med, siger han. Han har prøvet at være arbejdsleder og have ansvar for de andre smede på et byggeprojekt. Det var både for stressende og uinteressant for ham. Han har det bedst på gulvet, som han siger, hvor han kan gøre tingene selv.   

Karl Peter ser ikke noget problem i arbejdspladsens hierarki. Men han synes, det er vigtigt at huske på, at afhængigheden går begge veje i pyramiden. Hvis ikke han og kollegaerne går til hånde, kan cheferne i toppen ikke tjene nogle penge.  

Pyramiden beskriver ifølge den 69-årige smed også samfundet meget godt. Han placerer politikerne på Christiansborg i toppen og arbejderklassen i provinsen i bunden.  

Der er for sjældent nogen, der sætter fokus på de udfordringer, han ser for dem, der befinder sig i bunden af pyramiden.  

“Du hører kun om dem, der sidder ved et tastatur. Du hører sgu ikke om ham, der går ude med en skovl, eller som ligger på knæ og svejser. Det gør du bare ikke,” siger han.  

Der er noget som tyder på, at Karl Peter Rosenvinge har ret. At man sjældnere og sjældnere ser smede, sosu-medarbejdere og ufaglærte fabriksarbejdere i medierne.  

Hvis man tager et kig på debatspalterne i landsdækkende dagblade, så fylder arbejdere meget mindre end faggrupper med et højere uddannelsesniveau. En undersøgelse fra 2022, som tænketanken CEVEA står bag, viser, at journalister og akademikere fylder 80 procent af spaltepladsen, mens faglærte og ufaglærte kun stod bag 9 procent af debatindlæggene. 

I dag klumper medierne sig også sammen i storbyerne. I 2016, kunne fagbladet Journalisten konkludere, at næsten 39 procent af medlemmerne i Dansk Journalistforbund var bosat i København Kommune. Det svarede til, at der var 11,5 journalister per 1.000 indbyggere i hovedstaden. Det omvendte billede kunne man eksempelvis se i Vesthimmerlands Kommune, hvor der var mindre en halv journalist per 1.000 indbyggere.  

Hos smeden i Norddjurs har der i flere år været snak om risikoen for, at Djursland bliver en nyhedsørken. For nyligt blev der skåret i det i forvejen begrænsede antal journalister i området, da to lokalmedier blev lukket i en sparerunde.  

Som konsekvens af alt dette risikerer man, at arbejderklassens udfordringer går under radaren i offentligheden, mener Lars Olsen. Men den manglende repræsentation kan også være med til at svække mediernes troværdighed blandt arbejdere.  

Lars Olsen har gennem sit arbejde talt med arbejdere i hele landet. Blandt dem møder han ofte en følelse af usynlighed.  

“Der oplever jeg, at folk ser medierne som en del af magteliten. De er ligesom politikerne og embedsmændene og alle “de fine folk,” som der er nogle, der kalder dem. Så der er en enorm skepsis overfor medierne,” siger han.  

Midt på formiddagen banker det på døren i værkstedet. Ind kommer en senet mand med gråt skæg og en sølvring i venstre øreflip. Om halsen hænger en lille kopi af Thors hammer. Det er Murer-Niels, som er en af Karl Peter Rosenvinges venner. Ligesom Karl Peter er han 69 år gammel og går stadig på arbejde.  

De to lærte hinanden at kende for en 10-12 år siden, bliver de enige om. Karl Peter skulle bruge en murer til at pudse et hus, og de to faldt ligesom bare i hak. Nu kommer Mureren, som Karl Peter kalder ham, ofte forbi. Nogle gange for at hjælpe med et projekt og ofte bare til en smøg og en snak om livet.  

Karl Peter har flere gode kammerater i Grenaa, og han er glad for at bo i byen. Men han føler sig ikke tryg ved at bo her. Han frygter, at han ikke kan få den nødvendige hjælp, hvis helbredet en dag begynder at skrante.  

“Jeg er overhovedet ikke tryg her,” siger han. Han fortæller om en aktuel sag, der optager ham og mange andre borgere i Norddjurs for tiden.  

I september besluttede et flertal i Region Midtjylland at nedlægge akutlægebilen i Grenaa. Samtidig står åbningstiden på den lokale akutklinik til at blive beskåret. 

Regionsrådet peger på, at det budget, der er til rådighed, ikke stemmer overens med en virkelighed, hvor flere borgere har brug for mere hjælp fra sundhedsvæsenet. Derfor har regionsrådsformand Anders Kühnau fra Socialdemokratiet også erkendt, at budgetforliget vil betyde “serviceforringelser.” 

Beslutningen om at tage fjerne akutlægebilen skriger ifølge Karl Peter Rosenvinge til himlen. Han mener, at det også er et eksempel på, at både landspolitikerne og de folkevalgte i regionen ikke forstår eller interesserer sig for folk i den del af landet, hvor han er bosat. 

“Hvad med de stakkels arbejdere på havnen?” spørger Karl Peter med henvisning til Grenaa Havn, hvor en del af kommunens industriarbejdere er beskæftiget. Han kan ikke lade være med at spekulere i, hvordan en arbejdsulykke vil ende uden akutlægebil og med 60 kilometer til det nærmeste hospital i Randers.  

Udsigten til ikke at have en akutlægebil har udløst frustration, et borgermøde og sat byrådet på arbejde. Lars Møller, der er byrådsmedlem og gruppeformand for socialdemokraterne i Norddjurs Kommune, har svært ved at forstå, hvorfor netop akutlægebilen i hans område bliver fjernet.  

Som mangeårigt byrådsmedlem og tidligere tillidsmand er Lars Møller et kendt ansigt i Grenaa. I mange år arbejdede han som ufaglært på en aluminiumsvirksomhed i byen. 

Han siger, at beslutningen skaber to problemer. Dels de praktiske forskelle der opstår, når man nu vil indsætte en akutbil, der i stedet for en læge er bemandet med en paramediciner.  

Det er alvorligt nok, mener Lars Møller. Men det er også signalværdien i at være en nedprioriteret kommune, som fylder hos borgerne i Norddjurs Kommune.  

“Det giver en stor følelse af, at vi bliver skåret af, og at vi ikke bliver regnet for det samme som andre dele af regionen,” siger byrådsmedlemmet.  

“At de ønsker og krav, vi har om at få lægebehandling på lige vilkår med resten af landet, bliver afmonteret.”  

Byrådet har nu søgt hjælp hos det lokale socialdemokratiske folketingsmedlem Leif Lahn Jensen og håber, at finansiering til akutlægebilen kan komme direkte fra Christiansborg.  

Mens borgerne i Norddjurs venter på en løsning, venter Karl Peter Rosenvinge på at kunne vende tilbage til arbejdet om halvanden måneds tid. Indtil da må han fordrive dagene i værkstedet.  

Hvor Karl Peter kan have svært ved at fylde fritiden ud, så drømmer sosu-hjælperen Cecilie Gerlach og smeden Mitch Gerlach om mere tid til sig selv, hinanden og deres familie. I næste afsnit ser vi nærmere på, hvordan en familie med to faglærte forældre får arbejdslivet til at harmonere med hverdagen som travl børnefamilie.  

Det er i denne pressemeddelelse, at regionsrådsformanden italesætter de forringelser, som borgere kan forvente.